Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nordsjællands Spirekor

Nordsjællands Spirekor er for piger og drenge fra 5 år til og med 0. klasse.

Spirekoret består af to hold, der øver lokalt enten i Humlebæk eller Rungsted. På hvert hold er der max. 15 deltagere, der ledes af to friske, unge korledere.

Korene træner de mest elementære ting ved at synge i kor. Der bliver arbejdet både med krop og musik. Vi synger ikke blot sangene, men laver fagter til og danser. Det skal nemlig være sjovt at synge!

Børnene lærer at bruge deres stemme og krop, men frem for alt synger de en masse gode sange i fællesskab med andre børn. Spirene begynder således i koret omkring deres fem års fødselsdag og kan gå dér, indtil de skal op i 1. klasse. Så rykker de videre til vores Børnekor.

Spirekoret i Asminderød fik nye korledere pr. 1. marts 2022. To af de mest erfarne piger fra Fredensborg Slotskirkes Pigekor har undervist vores spirer i Asminderød – og de er heldigvis blevet så glade for arbejdet med Korskolens yngste sangere, at de fortsætter ind i næste sæson. 

Korledere Nordsjællands Spirekor, Humlebæk

 

Korleder

Alba Høgild (Ansv.)

3071 4491

alba.ho@icloud.com

 

Korleder

Sofia Akkas

5363 4604

sofiaakkas@gmail.com

 

Spirekoret i Asminderød fik nye korledere pr. 1. marts 2022. Vores to erfarne sangere fra Fredensborg Slotskirkes Pigekor fortsætter med at undervise vores spirer i Humlebæk – og de er blevet helt vilde med at undervise vores mindste børn.

Alba og Sofia har begge selv sunget, siden de var spirer. De har over 10 års erfaring med klassisk sang og er til hverdag kirkesangere i Fredensborg Slotskirke og Asminderød Kirke. Alba går i 2.G på Rungsted Gymnasium, og Sofia har sabbatår, hvor hun bl.a. arbejder i en SFO og er syngende tjener i Teaterkælderen under Det Ny Teater.

Vi kan love et par velforberedte korledere, som synger som engle og spiller klaver – og så er de to piger altid i godt humør.

Korleder Nordsjællands Spirekor, Rungsted

 

Korleder Cecilie Reib (Ansv)

Korleder Cecilie Reib (Ansv)

4231 1126

ceciliereib2003@gmail.com

 

Korleder Rosa Dein

5043 1162

rosasofie.dein@gmail.com

 

Vi er så glade for at fortælle, at vores populære spirekorsledere, Cecilie og Rosa, fortsætter i Rungsted i denne forårssæson.

Til de af jer, som ikke kender pigerne, kan vi fortælle, at de begge selv har sunget, siden de var spirer. De har over 10 års erfaring med klassisk sang. Til hverdag er pigerne medlemmer af Fredensborg Slotskirkes Pigekor, så de synger selv ved koncerter og er kirkesangere i Fredensborg Slotskirke og Asminderød Kirke.

Cecilie har sabbatår og skal finde et arbejde, og Rosa går i 3.G på Rungsted Gymnasium. Pigerne elsker at være sammen med ”spirerne”. De synger som engle og spiller klaver. Der er struktur på deres korprøver med plads til både at lege og blive dygtigere til at synge.

Nordsjællands Spirekor, lidt om det praktiske

Øvetidspunkt og sted

Humlebæk: Torpen Kapel, Nederste Torpenvej 3, Humlebæk

Rungsted: Rungsted Kirke, Bolbrovej 15, Rungsted Kyst

I begge kirker har vi rigtig gode forhold at øve os i. Ved hver korprøve serveres der en forfriskning i pausen.

Spirekoret har 10 øvedage per sæson.

 Afbud og sygdom

Vi vil være glade for at høre fra jer, hvis en ’spire’ ikke kan komme til korprøven. Send gerne afbud til den ansvarlige korleder.

 Mødetid og korprøveforløb

Børnene bedes møde til korprøver i så god tid, at de er klar, når prøven begynder. Vi anbefaler, at børnene har spist et let måltid mad forinden.

Mød gerne op 10 minutter før korprøven, så børn (og forældre) når at lære hinanden lidt at kende og være lidt sammen inden. Det skaber nye venskaber og giver i sidste ende et behageligt læringsmiljø.

Det er vores erfaring, at de små bedst kan koncentrere sig og få mest ud af undervisningen, hvis forældre/bedsteforældre ikke er tilstede i rummet. Det betyder, at korprøven foregår uden tilskuere, forældre følger spirerne ind i lokalet, siger farvel og venter udenfor.

 Udmeldelse

Udmeldelse ved sæsonafslutning sker automatisk. Udmeldelsen midt i sæsonen skal ske skriftligt pr. mail eller brev fra én af barnets forældre og kan ikke ske pr. sms.

Korlederen kan træffe beslutning om at udmelde et barn, hvis barnet forstyrrer undervisningen for de andre sangere.

 Videre til Korskolens øvrige kor

Når vores spirer når til 1. klasse, så begynder de i ét af Nordsjællands Børnekor. Vi tilbyder at de kan fortætte i ét af vores kor for børn i 1. til 3. klasse; nemlig enten i Asminderød Sognegård eller Egedal Kirke.

Fra 4. klasse kan børnene rykke videre op i Nordsjællands Juniorkor i enten Hørsholm eller Kokkedal, hvis de har lyst.

Fra 7. klasse kan man søge om optagelse i Nordsjællands Ungdomskor.

Fotografering og videooptagelser

Når du tilmelder dit barn, bliver du bedt om at acceptere, at Nordsjællands Korskole må fotografere og videooptage dit barn.

Optagelserne bruges både som korledernes arbejdsredskab ifm den pædagiske og musiske forberedelse/evaluering og eksternt til udbredelse af korskolens arbejde, så flere får lyst til at synge med os. Optagelserne kan finde sted, når som helst – dvs. uden varsel.

Det ligger i korskolens ”dna”, at vi optræder enten ved (fysiske) koncerter – eller virtuelt. Når man tilmelder sig til kor, regner vi med, at dit barn har både lyst - og lov - til det.

Nordsjællands Korskole er naturligvis indstillet på at tage individuelle hensyn i særlige tilfælde, hvor en familie har politibeskyttelse e.lign.

Korskolens facebook

Gå endelig ind og FØLG, DEL, LIKE og KOMMENTER Korskolens løbende aktiviteter og historier på vores facebook-side: Nordsjællands Korskole. Hvis I har taget et supergodt foto fra et arrangement eller korprøve, send det til  producent@nordsjællandskorskole.dk.